I dagbladene er debatten om anonyme sæddonorer blusset op igen. Det er godt - allerede i 2006 gjorde jeg mig nogle tanker om dette spørgsmål og skrev dengang "Anklage". Jeg mener, enhver kvinde er sin egen beslutningstager, hun kan få børn med, hvem hun vil, og hun kan vælge at hemmeligholde faderens identitet, en sag mellem hende og hendes barn i givet fald. Hvis en kvinde ikke kan få børn - eller vil nyde samværet med en mand, for at opnå graviditet, - er kunstig befrugtning for mig o.k., men det er stadig kvindens eget valg og problem. Hun må selv finansiere, og barnet skal pr. lovgivning have mulighed for til hver en tid at finde sin egen komplette identitet.

Anklage.
Vi skriver det moderens år 2040.
I delstaten til Det forenede Europa, ”Danmark”, er der ca. 5000 af ”de kunstige”.
Disse børn og unge er næsten alle opfostret af lesbiske forældre som i 2006 pr. lov i den tidligere suveræne stat, Danmark, fik mulighed for at sætte børn i verden på statens regning ved anvendelse af anonymiseret sæd.
Indtil 2006 var det naturligvis også muligt at befrugte kvinder kunstigt, men det var da udelukkende et anliggende for moderen at stå til ansvar overfor sit eget barn, når barnets behov for at kende den anden genetiske halvdel af sin oprindelse gav sig til kende. Det var mødre, der ikke kunne befrugtes på naturlig vis.
Allerede dengang var det almindeligt kendt, at børn uden fædre på et eller andet tidspunkt viste stor interesse for at finde viden om deres biologiske far. Man producerede TV-serier med autentiske historier om voksne, der søgte deres fædre på hele kloden, om end disse fædre helt bevidst og af egen vilje havde forladt deres børn, mens de var ganske små.
På trods af alle disse følelsesladede tilkendegivelser besluttede det daværende ”Folketing” i den suveræne nation ”Danmark” at indføre en lov efter hvilken lesbiske par kunne få kunstig befrugtning.
Om det var populistiske medløbere, der var fascinerede af de dengang relativt nye teknologiske muligheder, eller det var manglen på vilje til at konsekvensbasere lovgivningen vides ikke. At mændene deltog i det, der siden hen skulle blive deres egen derout i forhold til patriarkatet og kernefamilien som børnenes base, forstår man jo ikke i dag, 34 år senere.
Men at ”de kunstige” i dag anklager beslutningstagerne for dengang pr. lov at blåstemple en sådan måde at stække deres eksistentielle vilkår på, det kunne man vel have forudset. Tidligere begrænsede anklagerne sig til at være anliggender mellem mødre og deres børn, men efter loven i 2006 blev alle borgere i det daværende demokrati ansvarlige for den såkaldt demokratiske beslutning.
”De kunstige” har nu oprettet en forening, som dels påtager sig at opsøge de enkelte folketingsmedlemmer, som stemte for beslutningen, men dem er der ikke mange tilbage af. Hensigten fra foreningens side er at stille disse tidligere MF`ere til ansvar.
Derudover er det foreningens hensigt at yde psykologhjælp til de hårdest ramte, som lider af arvelige sygdomme, der ikke kan belyses hensigtsmæssigt, samt de der simpelthen ikke kan acceptere, de ikke kender deres genetiske halvdel. Og sidst men ikke mindst er det foreningens opgave ved hjælp af forskning i de gamle elektroniske arkiver at forsøge at finde frem til ”de kunstiges” komplette slægtsforhold.
”De kunstige” anklager den gamle stat, Danmark, for den lov, der fratog dem deres eksistentielle ret til at kende deres aner.
Samtidig ser vi i dag med bange anelser de første frustrationer over risikoen for at biologiske halvsøskende mødes og avler børn med hinanden fordi de ikke kender deres aner.
2006
At forestille sig, der bag beslutningstagerne skulle være nogen, der har set deres eget barn opsøge en biologisk far for at få svar på personlige fundamentale spørgsmål er næppe muligt. De vil alle stå på anklagebænken om 34 år. Pia Dahl