fredag den 21. august 2009

Hårbølle Havn

I går cyklede jeg fra Bogø til Hårbølle Havn. En dejlig tur på 18 km t/r. Kort før havnen talte jeg med en en flink dame. Vi talte om min BLOG og årsagen til, jeg har oprettet den: at få folk i tale, at få mulighed for at lytte til, "hvad der rører sig", at komme i dialog. Det blev en rigtig god snak. Vi var enige om, der skal mere erhvervsliv til kommunen, der skal udvikles en energi og et image, som får virksomheder til at slå sig ned i vores kommune. Vi talte både om Sønderborg og Herning som gode forbilleder.
Derudover fik jeg at vide, at der er et stort behov for cykelstier på Møn! Uanset om cykelstierne er med medvind eller modvind, så er der brug for dem på Møn.
Da jeg cyklede hjem til Bogø havde jeg medvind, bilerne susede tæt forbi mig, og strækningen var om muligt endnu smukkere, når jeg ikke skulle trampe så hårdt i pedalerne, fordi vinden var med mig.

torsdag den 20. august 2009

Klintholm Havn

Forleden dag var jeg et smut forbi Klintholm Havn og sludrede med forskellige mennesker.
En tysk turist mangler cykelstier - det er simpelthen altfor farligt at cykle på Møn, og det er ærgerligt, for Møn er velegnet til cykelferie.

onsdag den 19. august 2009

Mit c.v., lidt om øerne og mig selv!

Sådan en BLOG kan læses fra nederst til øverst eller fra øverst til nederst, eller med nedslag på noget, der har interesse. Inden vi når frem til kommunalvalget kan der blive rigtig meget at læse. I dag vil jeg præsentere mig selv nærmere, og det gør jeg så på nedenstående komprimerede c.v.
Som det fremgår af mit indlæg om "Tilflyttere", så har jeg bosat mig i Præstø. Men om sommeren og i mange dejlige stunder i øvrigt året rundt, er jeg i mit sommerhus på Bogø. Jeg overvejer at prøve, om jeg kan beskrive forskellen på at være tilflytter i Præstø og på Bogø. For der ér en forskel på de 2 øer (!). På Bogø har jeg det som "en ål i mudder" ... Morten Korch dukker op på nethinden igen og igen hvor end man spadserer på øen, og der er kik til vand næsten uanset, hvor man går. Jeg bliver simpelthen bare inderligt glad og godt tilpas på Bogø. Det er medvirkende til den gode fornemmelse, at alle hilser på alle. Måske er det kun "sure københavnere", der ikke har opdaget det.
Og så Møn ... ja, jeg tager turen ud til Klinteskoven flere gange om ugen, og nyder i fulde drag vejen gennem hele øen. Stemningen på Møn er noget helt for sig selv. Der er smukt og roligt på en selvfølgelig måde. På hesteryg "bliver jeg væk for mig selv" i den uvirkelige, virkelige natur.

Mine uddannelser
Diplomeksamen og Statsprøvet Musikpædagogisk Eksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium, Bifag ved Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet samt Pædagogikum, Cand. Pæd. Mus. fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Lederkurser: Den sociale Højskole, Den Kommunale Højskole m.fl., ”Lederkur”, forløb over 8 måneder, Lederuddannelse ved Erhvervscenter København / Frederiksberg. Bestået optagelsesprøve til 3 års studium ved Kirkemusikskolen i Roskilde med henblik på et virke som organist efter almindelig pensionsalder.

Min erhvervsmæssige baggrund
Gymnasieadjunkt og musikskolelærer i Ringkøbing i 80`erne, Leder af Herning Musikskole i 10 år, Generalsekretær ved Jeunesses Musicales DK 7 år, Undervisning, coaching, foredrag i erhvervslivet, Studiechef, Fyns Pædagogseminarium med henblik på omlægning af seminariets struktur, Kultur- og Fritidschef i Vordingborg Kommune.

Free lance musiker og underviser m.v.
Balkanmusik i 70`erne, medlem af duo`en Musica Cambiata, ad hoc kurser, undervisning og efteruddannelse: metodik, renæssancemusik m.m. i 17 år, undervisningsforløb v. Social- og Sundhedsskolen i Ringkøbing Amt, dirigeret opsætning af 2 musicals ved Herning Kongres Center, Musikanmelder ved Herning Folkeblad en længere årrække, Dirigent for Tårnbykoret på Amager, Beskikket censor i musik ved læreruddannelsen, Beskikket censor i musik ved pædagoguddannelsen, chefdirigent for 1. Regiments Soldaterforenings Sangkor af 1919, medlem af Klintekongens Spillemænd.

I øvrigt: … vedr. sprog: engelsk og tysk på hverdagsniveau, tysk som ”2. modersmål”
1993 Modtog Herning Kommunes kulturpris
1995 - 1999 Ministerudpeget medlem af Statens Musikråd
2001 - … Bestyrelsesmedlem / Formand, vokalensemblet Musica Ficta
2004 - 2006 Menighedsrådsformand, Sankt Pauls Kirke, Nyboder
… har udgivet 3 bøger ved Folkeskolens Forlag Dansk Sang
… har skrevet anmeldelser ved Musikpædagogernes Fagtidsskrift i mange år
… har udgivet ved www.duetmusik.dk debatbog om sammenspil for musikskoleelever
Læs evt. om essensen i mit speciale fra 2004 på www.PD-MagicFlute.dk om ”Kommunikation fra mol til dur”

mandag den 17. august 2009

Tilflytter...

Jeg er tilflytter - hvad er du?
Jeg flyttede til Præstø vinteren 2006/07 og blev taget helt fantastisk godt i mod. I Roklubben, i forretningerne, i kirken, ja - overalt. Præstø er en vidunderlig købstad, og på et tidspunkt læste jeg i den lokale avis, at gennemsnitslevealderen er højere her, måske fordi her er så usigeligt smukt. Mine jævnlige joggeture ud forbi Nysø og turen ned over Nysøvej med udsigten over fjord, havn og den gamle by eller øen, som jeg kalder den i mit stille sind, giver mig en fornemmelse af, det er helt rigtigt. Her vil jeg gerne blive gammel, omendskønt jeg jo synes, der er mange, mange år til ...
Men samtidig med min begejstring stødte jeg hele tiden på bemærkninger som "vi plejer ...", "ham kender jeg fra ...", "nåh, han er i familie med ...", "ja, det passer til engang da ..." og langsomt fik jeg en fornemmelse af, man ikke helt rigtigt har "ret" til at være en rigtig borger her, når man bare er tilflytter. Jeg overvejede på et tidspunkt til min egen store overraskelse at oprette "Foreningen for tilflyttere, der også har ret til at være her". Foreningens medlemmer skulle så mødes til god spisning jævnligt og sammen opbygge det sammenhold, der kan ligge i at være tilflyttere sammen. De andre har måske indtil videre mere ret til at være her, for de har gået i skole sammen, eller deres forældre har gået i skole sammen, eller de har været til halbal sammen i deres unge dage, eller måske endda ungdomskærester. Tjah, hvorfor egentligt stille op til kommunalvalget, når man bare er tilflytter?
Spørgsmålet minder mig på besynderligste vis om dengang for årtier siden, da min søn som 12årig spurgte mig: "hvorfor holder gamle damer egentligt ikke op med at gøre sig umage for at se godt ud?" ... I mange år derefter spurgte jeg ham, om det nu var "nu", jeg var gammel nok til at holde op med bekymre mig om min fremtoning, indtil han blev voksen og frabad sig at blive konfronteret med spørgsmålet mere.
Jeg er dansker, jeg bor i Præstø. Jeg kom hertil fra en opvækst i Århus, et arbejdsliv i 16 år i henholdsvis Ringkøbing og Herning og efter en årrække i København. Jeg har masser af erfaring, mine venner er spredt ud over landet, og andre lande for den sags skyld, og min familie bor ikke lige om hjørnet. Men jeg har valgt Præstø, og jeg befinder mig utroligt godt her, så jeg har til sinds at blive her. Jeg ser Præstø og hele kommunen med friske øjne og kan sammenholde det, jeg ser, med det, jeg har set andre steder. Det er der god energi i, visioner og nytænkning, nye muligheder, nye ideer. Jeg er spændt på, om borgerne til kommunalvalget tør og vil give plads til os, der er tilflyttere, og til vores borgmesterkandidat, som sandt for dyden har spist kirsebær med de store - det har han blandt andet fået inspiration, viden og netværk ud af. Det er måske uhensigtsmæssigt og udviklingsmæssigt dumt ikke at tage fat i denne chance for at tilføre nyt til vores nødstedte kommune.