Afghanistan og folketingsvalg i Danmark

Forleden dag blev jeg afæsket en holdning til danske soldaters tilstedeværelse og deltagelse i krigen i Afghanistan. Jeg burde i henhold til min diskussionspartner mene, de danske soldater ikke har nogetsomhelst at gøre dér, og kun så længe de er der, er den danske deltagelse set fra en dansk synsvinkel tålt og bakket op at den danske befolkning.
Diskussionen blev lidt knastet, for jeg ønskede egentligt ikke at tage del i den, og som et sidste forsøg på at få sat de rigtige spørgsmål i perspektiv strandede diskussionen på spørgsmålet om, hvorvidt jeg sætter mit kryds til folketingsvalg efter hvilke kandidater, der går ind for dansk deltagelse i krig på fremmed jord.

Men hvad mener jeg egentligt? Og på hvilket grundlag danner jeg min mening?
Den viden, jeg indhøster gennem medierne, er efter min erfaring ikke godt nok funderet og nuanceret nok til, at jeg kan tage stilling i så store spørgsmål. Og da medierne i disse spørgsmål er mine eneste sandhedsvidner, er jeg ilde stedt.
Efter nogle dages overvejelser kom jeg frem til følgende indlæg til diskussionen, som konkret var døet ud, men som stadig roder rundt i mine tanker:

Når jeg sætter mit kryds til valget, uanset om det er kommunalvalget, folketingsvalget eller valg til EU, tager jeg efter bedste evne og måske ret intuitivt stilling til, hvilken kandidat jeg har tillid til. Tillid er nøgleordet. Tror jeg på, at den-og-den kandidat vil kunne navigere de store, principielle problemer, han/hun vil blive konfronteret med de følgende 4 år, på en måde, som jeg kan have tillid til, - så er krydset sat. Med andre ord, så er mit kryds ikke specielt betinget af enkeltsager eller enkeltspørgsmål, men af en grundlæggende tillid, som naturligvis er baseret på et her-og-nu billede og indtryk af kandidaten.

M.h.t. Afghanistankrigen, så er den umådeligt vanskelig. Hvor nemt er det ikke bare at sige, Danmark skal ud, og skulle aldrig have været der! Vi har ikke noget at gøre der, og i øvrigt er Danmark ikke større end et knappenålshoved på verdenskortet. Er det bedre at hjælpe flygtninge og asylansøgere her i knappenålshovedlandet end at bruge penge og menneskeliv på at hjælpe til at finde en vej til demokrati eller i det mindste bidrage til at kvinderne kan få burkaen af og pigebørnene kan komme i skole i et fjernt land? Hvordan kan knappenålshovedlandet bedst gøre gavn i verden? Og hvad sker der rent faktisk derude? Er det bedst at slå dørene op for folk, der er i nød og som tvingende nødvendigt skal have husly, eller er det bedre at finde små, koncentrerede pletter på verdenskortet, hvor Danmark virkelig kan bidrage til at gøre en forskel. For børn, for kvinder, for økonomi, for fred, for frihed, for demokrati, for familier ... Eller er det ikke et enten/eller?

Jeg mener ikke, danskerne og Danmark med dum retorik skal være kliché- eller kitsch-danskere. Danmark har altid været under kulturel, sproglig og økonomisk indflydelse udefra, fra kongehus til roemark, og det skal vi fortsat være. Men vi skal ikke være dum-naive i vores billede af, hvad vi kan udrette i den store verden. Lad os handle humant med en afklaret præcision, lad os løfte sammen med andre nationer, og have tillid til at andre nationer også kan gøre forskel.
Derudover er der bare at sige, at her i landet skal alle naturligvis holde sig indenfor lovens rammer. Det er demokratiets vilkår. Er du utilfreds med dem, der bestemmer, - så sæt dit kryds et andet sted næste gang.